Lørdag den 25. november 2023 summede huset af liv, præcis som da det stod færdigt i 1923. Bare helt anderledes, for i modsætning til for 100 år siden, er huset jo nu fyldt med liv. Og mon ikke det netop er alt det, der er sket i 100 år, som den allerførste bestyrelse gav huset som skudsmål for 100 år siden. Man kan næsten høre den første formand sige: ”gid dette hus må blive fyldt med liv og glæde”.
Dagen blev fejret med inviterede gæster og samtidig åbent hus for alle og enhver der har tilknytning til Ålum forsamlingshus. Og skal vi være ærlige, så var vi måske lidt nervøse ved om nogen ville synes, det er noget særligt at rende til en reception i et forsamlingshus en lørdag eftermiddag. Vi behøvede ikke være nervøse! Sjældent har der været så meget liv i det gamle forsamlingshus og så mange fortællinger, der nemt tåler at blive genfortalt. Ved alle borde blev der grinet og snakket og mindet i stor stil.
Ålumsangen blev sunget, Maja Tegtmeier sang for og kender man ikke sangen og har man lyst til at se eller gense det smukke landskab omkring Fussingø og Nørreådalen for sit indre, så find Ålumsangen. Her står hvordan det hele blev det. Du kan lytte til sangen her:
Aase og Egon Thomassen og Marianne Hesselholt tog os med tilbage til revyernes og dilettanternes tid og det vakte kæmpe jubel, alle der er nye i Ålum og Omegn, sad hver og en og ønskede, at vi kunne have været med til de forestillinger. Og alle der var med dengang, også på scenen, kluklo og grinede så salen hoppede. Det har været tider. Tak for de fine indslag Aase, Egon og Marianne.
Væggene i huset var prydet af billedgallerier og bestyrelsen har lavet en bog med dokumenter og billeder fra siden husets start – i al fald så meget vi har kunnet finde på arkivet og i private albummer og skuffer. Mange har været behjælpelige med at finde billeder til bog og væg og det er vi meget taknemmelige for. Det hele bliver en gave til dem der kommer efter os.
Vi havde inviteret vores gode venner i fondene og i Randers kommune, for er der to ting der skal spille sammen, når man skal drive et forsamlingshus, er det frivillige hænder og penge. De frivillige hænder har vi styr på, det er nemlig os selv og vi er både mange og flittige og dygtige, og venner i fondene, dem har vi også mange af, så her går det godt, - her går det godt!
Malte Larsen fra Norlys Vækstpulje, Anders Henrik Jensen fra LAG Randers-Favrskov og Anker Boje fra Randers Byråd deltog og holdt taler og gav huset gode ønsker med på vejen. Borgmester Torben Hansen sendte os en hilsen og en pengegave, tak for det. Malte Larsen sendte også en hilsen til os fra Elrofonden, endnu en af vores gode venner.
Andre fonde havde ikke mulighed for at være med i går, men de kommer til os ved en anden anledning og det glæder vi os til.
Hele dagen blev pakket ind i champagne, kagebord, pølsevogn og drinks til halvsent på aftenen. Og sløjfen på det hele var 80-90 glade gæster der deltog hele dagen eller noget af dagen. Fra nær og fjern, folk der bor her nu og folk der er født her og stadig kalder det ”hjem til Ålum” selvom det er 50 år siden man er flyttet. Tak til alle for at være med til at fylde vores Ålum Forsamlingshus med så meget liv og glæde på 100 års jubilæumsdagen.
Du kan se fotogalleri, video og en pdf-udgave af vores flotte scrapbog fra de første 100 år her nedenfor.